Side:Kjær Samlede skrifter V.djvu/158

Denne siden er ikke korrekturlest

160 Det evige savn

. . . Hun satte sig selv og begyndte læsningen. Professoren sa intet, men hørte efter med et fuldstændig udtryksløst ansigt. Hun var kommen did, graaden afbrød hende, og gik videre . . .

 «Man overbeviser sig let om, at det ikke er nogen ydre ting, selvet føler savn af, ihvorvel det er let at tænke sig dette, saalænge der endnu er et eneste af disse ydre savn, som ikke er tilfredsstillet.»

 – Jeg maa vel henregnes til de ydre ting, onkel Pavels?

 – Jeg er bange for det, min pige. Men lad os samle fodnoterne i et anhang, som man pleier i moderne skrifter.

 . . . «Selvets (i modsætning til lysternes) savn er nemlig deceptionens. Det er den virkelige eller imaginære tilfredsstillelse af alle lysternes savn, som netop aabner en afgrund af tomhed, hvorover selvet spænder sin attraa mod noget, det selv ikke formaar at forklare sig. Og fordi dette savn er deceptionens, og fordi dets gjenstand er noget uendeligt, kan man saa let forklare sig, at den savnende misfortolker det som savn af ting og tilstande, han ikke har eiet eller oplevet.»

 – Caliban har læst Kierkegaard, mumlet onkel Pavels. – Nei, læs videre, min pige.

 . . . «Selvets trang er ikke alene den at fatte det evige og uendelige, men til at opleve evigheden og uendeligheden. Selvets attraa er det evige liv. Men opfatter vi det evige liv som et liv, der i intensitet overskrider alle oplevelsers maal, da bortfalder al tanke paa tidsekstension, og vi kan tænke os det evige liv levet i et eneste øieblik . . . ikke for den oplevende, thi for ham vil netop derved, at han op-