164 Det evige savn
Jeg har drukket lidt vin, tænkte han. Det skader ikke.
Det skumret alt mellem de hvide bjerke, da han kom nedover stien. Fra huset hørte han ikke en lyd, men da han vilde forbi kjøkkenvinduet, blev det sagte aabnet, og madam Tønnesen vinket ham henunder det med betydningsfulde lader.
– Her er ingen hjemme uden jeg, sa hun dæmpet. Og jeg er saa bange, herr kandidat – ak, jeg er saa grulig bange i denne ensomme sommeraften . . .
Johannes vilde ytret en beklagelse og vendt om, men pludselig sank madam Tønnesens overkrop ud af vinduet, og før han kunde komme unna, har han dens vægt og kjendte to runde arme om sin hals.
– Jeg holdt vist paa at besvime, hvisket madam Tønnesen og klemte ham fastere. Han kjendte hendes kind hedt mod sit eget. Han gav efter for et vildt instinkt og kysset hende.
Hun lukket øinene.
– Det er ikke mere end én gang Sankt Hans, sa hun.
– Lad mig komme ind til Dem, madam Tønnesen! stammet han næsten forbitret af hastværk og løftet hende i veiret.
– Kald mig Rosalie! forlangte hun ømt og trak ham ind efter sig . . . Hans nye hat faldt af ham og blev liggende igjen paa singelen.
Det var lys midtsommernat. Bjerkene rørte ikke sine langfrynsede kroner. Men under løvet fløitet en fugl . . .
