198 Smittekilden
«Du er en gutteflab.»
Den anden strakte sig i sengen.
«Kjære, jeg mente bare, hvad klokken var?»
Han sparkede tepperne af sig og satte sig overende paa sengestokken og gned sig i øinene.
«Du Ileng, bonderepræsentant, har du set strømperne mine?»
Han vidste af erfaring, at intet forbitrede Draugen mere end anmasselse, men han trængte en indvielse til den lange kjedelige skoledag, derfor pleiede han at yppe. Men nordlændingen var den sterkeste, derfor saa den anden sig om efter et vaaben, før han fortsatte. Han fandt sin ene støvle.
«Find strømperne mine, domestique!» raabte han. Dette franske ord, hvis mening var nordlændingen harmende dunkel, fordi han bare tog de obligate fag, gjorde virkning. Han for op og trev strømpen i vinduskarmen, dyppede den i vaskebollen og svang den rundt i luften, saa vandet drev. Men inden han naadde jernsengen, fik han en støvle i ansigtet. Han udstødte et tudende brøl af smerte og besindede sig lidt, men i næste øieblik havde han et greb om kameratens ene ankel, vrængte ham med et varp overende i sengen og svang den lange dyvaade strømpe gjennem luften med svidende slag mod den nakne krop.
«Kny, naar du faar ris,» stønnede han.
Men den anden gav ikke lyd fra sig. Bare sparkede faafængt ud i luften med det fri ben og vergede ansigtet med armene . . .
Og slagene suste . . .
Døren fløi op, og et ansigt kom frem i aabningen.
«Hvad fan?»
