Smittekilden 199
Og saa skreg det nedover gangen:
«Hallo, alle mand . . . hid paa numer 14 . . .»
Og lidt efter:
«Det er Bjelke, som faar kold afrivning . . .»
Men forinden havde denne med et kramperyk slidt sin fod løs, og i næste øieblik sprat han op i sengen og kastede sig fra denne høiere og fordelagtigere udfaldsposition saa voldsomt og uventet over sin modstander, at denne tabte fodfæstet og med et brag traf gulvet med baghodet. Og den anden laa over ham og slog ham med knyttede næver i ansigtet.
Ileng laa stille med den vaade strømpe i haanden, og først da han blev slidt løs af mange hænder og slængt tilside, merkede Bjelke, at kameraten ikke havde gjort modstand, og at blodet flød ned i hans øie fra en tynd risp over brynet . . .
Han stod skamfuld og pustede . . .
Tilskuerne ruskede i nordlændingen, og denne reiste sig fortumlet op og begav sig hen til vaskebollen.
«Kan du ikke holde fred, til du faar bukserne paa dig, din uvetting?» sa en lang høitidelig udseende vestlænding med stangbriller og vadmelsbonjour. Han havde været landslærer og var en fredens mand.
«Han slaas naken som de evige guder,» bemerkede en anden.
Bjelke opdagede først nu, at hans skjorte var flænget lige fra halslinningen.
«Det blir Draugen, som skal sy den sammen,» sa han og gav sig til at rode i sin kuffert efter en ny.
«Ja, naar du har syet sammen brynet mit.»
«Er du sint?»
«Nei, jeg blir ikke sint paa en utidig gutunge.»
