200 Smittekilden
«Saa er vi venner igjen, Draug.»
Bjelke klædte paa sig i en fart . . . han var kommen i aande, dagen havde faaet sin indvielse. – –
Spisesalen var et langt, øde værelse med et dobbeltvindu i det brudte hjørne ud til gaardspladsen. For enden af det lange bord var der stillet en pudestol til bestyreren. Paa rad for langsiderne stod alle elevernes trækrakker. Der var bredt mørk voksdug over bordet, men foran bestyrerens plads en hvid serviet. Hans frokostbret blev baaret ned fra hans private kjøkken, men naar han af en eller anden grund foretrak at spise oppe, var til varsel derom servietten borte og pudestolen skubbet ind mod væggen og erstattet med en almindelig krak. Isaafald satte den høitidelige vestlænding sig for bordenden.
Da Bjelke endelig kom ned, sad alle de andre til bords og ventede med klirrende knive mod tallerkenerne. Ude i kjøkkenet rumsterede jomfru Henriksen. Der brændte et enligt gasblus over bordet, og klokken var over syv.
«Gudskelov, idag slipper vi simpel seminaristandagt,» sa Bjelke og pegte paa servietten og pudestolen. De var paa plads. Han skrævede over en krak og satte sig med puf til alle kanter. «Seminaristandagt ligner margarin,» føiet han til.
«Bjelke er kanske for fin for et enfoldigt Guds ord? spurgte vestlændingen, og hans ene mundvig trak sig skjævt opover i en sarkastisk grimase.
Skraas over bordet sad den lille tætte Mygster og blunkede til Bjelke og gned hænderne i fanget. Han elskede aandelige sammenstød, men kom sjelden med, for han havde langt efter repliken . . .
