Smittekilden 201
«Enfoldig!» sa Bjelke. «Hvorfor sætter du, voksne mand, dig paa skolebænken og læser til prest, hvis du ikke vilde ud af din enfoldighet? Det er dig, min kjære Geiranger, som gjør forskjel paa fint og simpelt gudsord.»
«Haha,» lo Mygster. «Pas dig for logiken, teolog. Vælg ordene. Vælg ordene.»
«Det kommer an paa aanden,» forsøgte vestlændingen sig og fa1nlede efter et argument, han nylig kunde huske. «Aanden vil tilbunds . . .»
«Du er ingen aand, Geiranger, og du gaar aldrig tilbunds,» skar Bjelke ham af. Han var i lyst humør. For første gang havde han idag kastet den kjæmpesvære draug overende . . . og selv om den nedrige historie om strømpen sivede ud . . . han saa med fryd Ilengs ophovnede ansigt og den sorte plasterlap over øiet . . . den havde han faaet ude hos jomfruen. Pludselig sa han overmodig: «Bondegutter kan ikke slaas . . .»
Ansigterne blev mørke omkring ham, bare en bergenser med bløde læber og brune, urolige øine sa ligegyldig:
«Det er ’kje sandt. Eg kjenner ennaa Ilengen sine knoker i ribberne . . .»
Jomfru Henriksen bar ind kaffekanderne. Det var en dame af sat alder, gul af lød, men med god figur. Hun holdtes høit i ære af alle. I fortrolig samtale pleiede hun at tage ud sit gebis, som generede hende, og vikle det ind i sit lommetørklæde.
«Jeg hører, at den unge Bjelke har opført sig uopdragent igjen,»> sa hun henvendt til forsamlingen . . .
13 – Nils Kjær. V.
