204 Smittekilden
den pigepresten deroppe kan græsk, saa kan han græsk. Det er den idealistiske verdensanskuelse.»
Internatet var i en tilbygning til skolen. Det var en almindelig Kristianiakaserne, men selve skolen holdt til i et hus med florentinske søiledelte vinduer i den øverste af de to høie etager, almindelige firkantede i mezzaninen – i første bare jernsprinklede glugger. Ovenpaa boede skolens beskytter, som ved frivillige bidrag af troende mennesker havde bragt dette bygverk paa fode. Men størst plads i huset tog forsamlingshallen, som fyldte mere end halve husets længde og hele dets bredde, og hvis høiloftede bekvemmelighed rak helt op til beskytterens gulv. Et bredt galleri løb rundt salen med mezzaninvinduerne ud til den store plads og to døre paa den ene smalvæg, en ind til første gymnasium, en anden ind til skolens kontor . . . Denne forsamlingssal var bestemt for høiere formaal; der blev prædiket af amerikaprester og trosvidner fra Santalistan, kristelige sangforeninger benyttede den ogsaa, og af imødekommenhed mod tidsaanden og hensyn til leieindtægterne blev den om lørdagene overladt til universitetsuddannede entusiaster som indviede forstædernes arbeiderbefolkning i det assyriske riges historie og grundtrækkene af den anorganiske kemi.
I det lille kontor samledes laererne før otte. Der kom de to filologer, den antike og den moderne, der kom officeren, som forestod matematiken, og en halvt overflødig seminarist. De var alle trætte, før de begyndte, og de kjendte hverandre neppe og havde ingen glæde af samværet før og mellem timerne. Officeren havde en eneste litterær lidenskab, den svenske Rudbeck og hans Atlantis, men han ærgrede den
