Side:Kjær Samlede skrifter V.djvu/203

Denne siden er ikke korrekturlest

Smittekilden 205

antike filolog ved sin daarlige latinske udtale. Den halvt overflødige var hjælpsom og besværlig; han spurgte, «skal jeg aabne eller lukke vinduet?» med tonen paa u. De røgte alle forskjellig tobak, og af manglende fortrolighed og af hensyn til de tynde vægge undsaa de sig for at tale om bestyreren eller beskytteren og underholdt sig om eleverne:

 «Det forekommer mig,» sa den antike, «at det gaar langsomt oppe i andet iaar. Kanske herrerne har observeret det samme?»

 «Ja, de bedste hos mig pleier at være daarlige i humaniora,» svarede officeren, «det er bare Ileng, jeg stoler paa . . . de andre brolægger sin visse vei med gode forsætter . . .»

 «Bjelke er dog et præ i norsk,» bemerkede seminaristen. «Man kan lære ham at udtrykke sig . . .»

 «Ja, De har vel faat føle, at han kan det,» sa den moderne . . . da undskyld, jeg mente bare at udtale mig om hans lærvillighed . . .»

 «Det er et trist veir . . .»

 «Ja, hvorlænge er det vel, siden vi saa solen?»

 Den moderne filolog sad i sit hjørne og glippede nervøst med øinene . . . Han havde fire timer foran sig paa forskjellige skoler, han trak en mængde luft gjennem det ene næsebor, det andet vilde ikke trække . . . Hvordan var det nu? . . . Først Grand . . . nei, det var ikke først Grand . . . Men det sidste han kunde erindre var en sterk røst, som sa: «Betænk, at De er i Urtegaden . . .» Han lo og pudsede forfjamset lorgnetten. Han havde vestelommen fuld af antifebrin.

 Der blev banket paa døren, og som for en slags giv