Smittekilden 209
«Og De kan gaa, bedste Haagensen.»
Seminaristen trak sig i modvillig underdanighed tilbage. De biede sikkert saa længe for at sætte ham i angst. Da denne tanke faldt ham ind, blev Bjelke ganske rolig. Han havde været lidt nervøs underveis.
Lad dem bare klemme paa, tænkte han.
Beskytteren havde et papir foran sig; han lagde haanden fladt henover det, som om han var bange det skulde blæse bort, saa harkede han og betragtede spørgende bestyreren. De havde begge et forgræmmet udtryk.
Endelig begyndte pastoren:
«Hvor gammel er De?»
«Sytten aar i høst.»
Bestyreren tilføiede: «Ja, han er den yngste i andet gymnasium.»
Pastoren trak sin stol nærmere hen til bordet og foldede hænderne foran sig.
«Dette er en meget alvorlig sag, unge mand, begyndte han. Om den kom til offentlig kundskab – og jeg indser ikke, hvordan det skal kunne undgaaes – saa er dermed skolen uoprettelig bragt i vanry. Og hele ansvaret hviler paa Deres skuldre. Det fremgaar af dette papir, at De er anstifteren. De staar opført som nr. 1. Det er en skam af Dem, Bjelke . . . De er til skam for Deres far, Deres familie, for denne skole, for dens bestyrer, for mig og for os alle . . .»
Han rystede energisk paa hovedet og undersøgte papiret.
«Dette er en politiindkaldelse,» fortsatte han . . .
