Smittekilden 211
ning. Den drives med tab, som dækkes af gode mennesker.»
Bjelke saa op. Der laa en papirkniv foran ham paa bordet . . . han ønskede, han turde tage den for at have noget haardt mellem fingrene. Fra papirkniven gled hans øine sky hen paa beskytterens foldede hænder; de var magre med mørke aarer, og de dirrede . . . dirrede saa gammelt og hjælpeløst . . .
«Jeg skal ikke fortælle Dem, hvorfor og hvordan denne skole blev grundlagt, det er en lang historie, og det er en personlig historie. Men for mig og for os, som kjender den, er den fuld af underbare eksempler paa, hvad den Almægtige kan bruge et menneskes to tomme hænder til. De er et ungt menneske, og De ved ikke . . . før om mange aar . . . hvad et livs verk vil sige, kjærligheden til hver sten og angsten for hver revne . . . Men De er stor nok til at skjønne, at jeg staar tungt til ansvar for den Gud, i hvis navn jeg har søgt menneskenes hjælp, og for de mennesker, som i god og ærlig tro har hjulpet mig . . .»
Bjelke følte hans blik paa sig, men han kunde ikke løfte øinene.
«Det der er en sag for sig,» fortsatte pastoren nølende . . . «jeg har lidet mere at sige . . . finder De Dem ikke tilrette blandt os, saa gaa i fred. Stanser De her, saa tænk i venlighed paa, hvad jeg har sagt. Jeg har liden lyst til at udelukke nogen – jeg haaber til Gud, at det ikke er min pligt – men, unge ven, om De ser mange ufuldkommenheder her, som indbyder til kritik, saa husk, at jeg og vi alle har villet det bedste, selv om vi ikke har kunnet . . .
. . . Sig saa til Deres kamerater, at de kan erlægge
