Side:Kjær Samlede skrifter V.djvu/210

Denne siden er ikke korrekturlest

212 Smittekilden

sin mulkt paa skolens kontor . . . mine gutter skal ikke møde for politiet . . .»

 Bjelke var hed om øinene, og en tyk klump laa ham i halsen. Havn vilde sige noget, han vilde vise, at pastoren i dette øieblik havde vundet hele hans hengivenhed, men han fik kun til et fattigt stangende buk i døren.

 Bestyreren reiste sig, han havde hele tiden siddet med sænket hoved og betragtet sine negle.

 Han traadte hen og sa: «De tillader, herr pastor, at jeg lykønsker skolen og os begge med en bra og trofast elev.» De trykkede hinandens hænder.

 – – Bjelke gik ikke tilbage til sin klasse. Timen var snart ude. Han befandt sig i et besynderlig ophidset vildrede, og han spurgte idelig sig selv: Hvad skal jeg nu gjøre? Hvad skal jeg nu gjøre?

 En saar ømhed for den gamle mand havde bemægtiget sig ham. Han saa igjen de dirrende hænder foran sig. Nu kunde han ikke leve i opposition længer . . . nu kunde han ikke sige til Draugen: Du med pligtens plebeiermerke paa din pande . . . Overmodet var trukket ud af ham, og han fornam det som et tomt hul, hvor det havde siddet.

 For første gang havde han truffet en hindring, som var uovervindelig, fordi han ikke forstod den, for første gang stængte den graa skodde for hans unge letsind . . .

 Det var aldrig faldt ham ind at sammenligne sig med de andre. Der var flere dueligere end han, men det kom af arbeide. De sled seigt, til de forstod og kunde . . . han kjendte sig bestandig fri, fordi alt var saa let, saa let og saa lidet magtpaaliggende. Og naar nogen af kameraterne var stedt i tvil og gjerne