Side:Kjær Samlede skrifter V.djvu/217

Denne siden er ikke korrekturlest

Smittekilden 219

III.

 Sundhedstilstanden . . . den legemlige sundhedstilstand, som beskytteren kaldte det . . . havde ikke paa længe været saa god, som man kunde ønske. Et par tilfælde af mild tyfus havde ikke vakt videre opsigt. Patienterne blev afhentede i de sorte kasser, og korridoren stank en tidlang av svovl efter udrøgningen. Men saa fik én difteri og døde, og i et værelse til en af skyggesiderne begyndte en bondegut saa smaat at spytte blod . . . han havde været for flittig, han var forlæst. Samtidig fløi der op en blaa kul under Geirangers kraveben . . . Omsider begyndte al denne upasselighed at vække en vis beklemmelse. Man spurgte sig selv, om der hang noget i huset, om der sad sop eller gift etsteds og lumrede. Et par af de frygtsomste elever henvendte sig til bestyreren. Ja, der var jo kun enkelte spredte tilfælde af sygelighed, de kunde desværre forekomme overalt, under de bedste hygieniske forhold . . . men man skulde tilkalde en læge, en af sundhedskommissionens egne læger . . . og lægen kom og fandt alt tilfredsstillende.

 Men da det næste difterittilfællde indtraf, og næste gang den sorte kasse holdt udenfor porten, blev der mere uro i beklemmelsen. Geiranger gik omkring og følte paa sin kul, og en morgen Bjelke traf ham i korridoren, sa han trist og venlig: «Jeg tror nok, vi dør ud, hvis det er Guds vilje . . .»

 Netop i de dage fik Ileng sin store egkasse fra Nordland, Det var meningen, at disse eg skulde sælges til bypris og indbringe en del i rede penge. Ileng satte sig tvert imod alle forsøg paa at ombestemme ham fra denne spekulation.