Side:Kjær Samlede skrifter V.djvu/220

Denne siden er ikke korrekturlest

222 Smittekilden

lerken og spiste med ske, mens han indimellem sled damp af en lang prestepibe fyldt med skraatobak.

 Det var et selskab! Der var de komne fra alle egne af det vide land, mange med noget af et liv bag sig, andre med ubeskrevne ansigter. Der var prøvede mænd blandt dem, en – han var fra Nedenes – var endog enkemand, andre havde spillet en politisk rolle i visse distrikter . . . der var én, som paastod, han havde gjort den siddende regjering uvurderlige tjenester i Nordre Bergenhus, han nød stor anseelse. En anden havde virket som afholdstaler. De yngste var alle fra byerne, de var fundne for lette eller for ustyrlige ved de statsstemplede gymnasier, men deres fri lader og uforbløffede væsen, deres ustadige tilbøieligheder og frække selvtillid forskaffede dem en vis beundring . . . selv følte de sig hævede i selvagtelse ved at betragtes som ligemænd af de ældre, hvis stille kløgt og standhaftige vilje de paa sin side beundrede. Foreløbig var de alle kamerater med det samme foreløbige livsmaal: at blive studenter for en billig penge.

 «Drik, præses,» raabtes der opover til Geiranger . . .

 «det gjør godt paa kulen.»

 «Det kværker bacillerne.»

 «Baciller er bare en teori paa overfladen af uvidenheden. Der findes ikke mere baciller end atomer . . .»

 «Saa er der nok af dem . . .»

 «Der findes ingen atomer . . .»

 Salen begyndte at blive tæt af tobaksrøg. Det enlige gasblus stod gult og sprutede smaa gnister af en svovlblaa rand. Jomfru Henriksen markerede sin misnøie ude blandt komfurringene, men ingen gav agt paa det.