Smittekilden 223
«Silentium! Nedenes har ordet.»
Det var en skulderbred, spænstig mand . . . ikke ung længer, haaret trak sig tyndt omkring en vig langt op fra tindingen . . . øinene var stive og gulsprængte af mangeslags vidvaagne nætter. For de yngste stod der nok en vis glans for deres bevidsthed af hans moderne aand og hans livserfaring . . . han var erklæret fritænker, og han havde tilbagelagt et helt egteskab. Men samtidig faldt det dem komisk ind, at han kun var skolegut.
«Nei, jeg har næsrten ingenting at sige . . . se ialfald ud paa gangen først, om nogen skulde staa der.
. . . Er der ingen her, som er bange for døden? Ja, jeg ved, at du frygter Thanatos, Geiranger, og det har du grund til, for en slig blaa kul lige under kravebenet er det første paalidelige sympton paa galopperende tæring . . .»
Taleren rømmede sig og tog en god slurk af sit glas. Men Geiranger stødte sit fra sig med en dirrende haand.
«De andre tilstedeværende er mindre udsat for tuberkler. En mand som Mygster er for tyk, og de fleste af disse unge bygutter er for dovne . . . han dernede, som spiser med ske, har for rødt haar. Men derimod kan sygdomme som difteri og tyfus udrette noget her. Det har vi set. Jeg staar endnu i gjæld til den sidste kransesubskripttion, men jeg lader det staa saa længe, til det blir en rund sum . . . med kassererens tilladelse?»
Han saa spørgende hen paa Ileng.
«Vi sparer krans til dig, saa gaar det op i op,» sa Bjelke . . . «Er forsamlingen enig i forslaget?»
«Bravo!»
