224 Smittekilden
«Ja, det maa dere gjerne. Jeg vilde ikke væde snippen af mit liglagen af rørelse over den venskabelige udgift. I mine øine bør døden være en blomsterløs begivenhed . . .»
«Kom til sagen.»
«Ja, sagen er den, at de legemlige sundhedsforhold i dette hus ikke er nær saa gode som de aandelige, moralske. Jeg skulde foretrække, at delt var omvendt. Thi hvad gavner det vel et menneske, om han overvinder verden og alle dens fristelser, naar han tager skade paa sit kjød? Hvad, Geiranger? Du svarer ikke, min ven, for du er enig . . . ja, alle leviterne her er enige. Med disse ord vil jeg drikke for en forbedring i de bestaaende forhold . . .»
«Ja, og skaal for, at du stryger med først, som er ældst. Du skylder Asklepios en hane, gamle festfordærver . . .»
Stort mere omtale havde sygeligheden ikke været gjenstand for. Men den forandring, hin taler havde nævnt, foregik lidt efter lidt som efter en taus overenskomst. Internanterne slog sig oftere løs end før, forsømmeligheder blev almindeligere, uordener indtraf . . . flere begyndte at drikke drammer af antise tiske hensyn . . . og den kjendsgjerning, at det var de flittige og ædruelige indesiddere, sygdommene og plagerne havde kastet sin forkjærlighed paa, blev om og om igjen kommentert, og i det hele steg misagten for flid og maadehold. Selv et par af dem, som var bestemt paa at blive teologer, lod sig rive med og fordrev kveldene med kortspil om halve øl . . . eller fulgte med de andre, som gjerne sværmede ude i Basarhallen og lignende letsindige etablissementer.
Det var en spirende fordærvelse, med rod i en stille
