226 Smittekilden
«Nei Gud vil jeg ei.»
«Men jeg er syg.»
Bjelke sprang op og fik tændt lampen.
Ileng laa og kastede sig frem og tilbage i sin seng . . . han feberfrøs, og tungen smækkede besynderlig i hans mund.
«Jeg brænder saa i halsen . . . kan du finde vand?»
Bjelke slog vand og konjak sammen i et glas og gav ham.
«Det er vel bare lidt influenza?»
«Jeg ved ikke, hvad det er. Jeg har aldrig været syg . . . Men jeg fryser saa . . .»
Bjelke tog sine tepper og bredte over ham.
«Jo, jeg skal kime,» sa han . . . «og skaffe dig glohed kaffe fra jomfru Henriksen. Bare ikke forknyt, kjære gamle draug . . . det er ikke noget farligt, det skal ikke være noget farligt . . . Drik konjak, vil du?»
Han strøg ham over panden. Den var hed, og haaret laa klamt om den.
«Tror du, jeg dør, Bjelke?»
«Sludder! De to, som døde her, var nogen usle kræk . . . ingen dør med slig krop som du.»
Han skyndte sig ned og satte klokken i sving . . . indtil jomfru Henriksen omsider stak næsetippen og natkappen ud og bad ham skamme sig. Men da hun saa, det ikke var den sedvanlige ringer, raabte hun, at han øieblikkelig skulde indfinde sig i kjøkkenet.
«Det var netop det, jeg vilde, jomfru Henriksen. Draugen er syg.»
«Gud forbarme os alle,» svarede hun og slog igjen vinduet.
I kjøkkenet laa den lurvede Gunda paa knæ foran komfuren og pustede i gløderne. Jomfru Henriksen
