Smittekilden 227
var allerede inde hos Ileng. Døren til hendes værelse stod aaben . . . paa bordet foran sengen brændte et enligt stearinlys, og paa bibelen stod et glas med hendes tænder og lignede et efterladt smil.
Der overkom den unge mand en lyst til at betragte dem paa nært hold, han listede stille derind og stirrede et øieblik paa dem og gled diskret ud i kjøkkenet igjen . . .
Jomfru Henriksen kom tilbage. Hun var i sterkt sindsoprør. Ileng var hendes yndling blandt internanterne.
«Han er en mand,» pleiede hun at sige . . . «Og med mand forstaar jeg en person af det andet kjøn med hjertets dannelse.»
«Jeg har ventet paa dette,» sagde hun og sank ned paa en stol . . . «Faa nu engang ild paa komfuren, menneske!»
«Hvad har De ventet paa, jomfru Henriksen?»
«Jeg venter bare paa død og elendighed . . .» Hun holdt sig for munden, medens hun talte, og lydene klikkede og svinglede saa pudsig inde i hendes tandløse mund, at Bjelke kom til at smile.
«Ja, De har godt for at smile, unge spræt. De kom her og var fremfusende fra den første dag og dominerede og fik alt efter Deres lyster . . . Men det er ikke tsenger at byde mennesker de, de andre maa ligge i . . . de er kjøbt fra et nedlagt lazaret . . pastoren fik dem ogsaa for tsyv øre stykket . . .»
«Er det sandt, jomfru Henriksen? Koster sengene bare syv øre stykket? Syv – syv øre stykket?»
Jomfru Henriksen saa forbauset op paa ham. Var manden blevet gal? Han lo, som hun aldrig havde hørt noget menneske le, med en overdaadig, ustanse-
