sel har gjort kjendt. Andre monumentale bygværker findes ikke. Vi har hverken kirke eller raadhus eller skole eller fængsel. Børnene undervises paa bedehuset. Vor øvrighed residerer i Drøbak, vort politi bor i Hølen, og skulde nogen føle behov for at arresteres, bør han endelig ikke lade sig afskrække af den lange og daarlige vei.
Om nogen art af industriel bedrift er der i Son ikke tale. Længst nord i byen rager en ensom skorstenspibe tilveirs i minaretagtig ubrugelighed fra et nedlagt sagbrug. Paa tomten omkring den ruster skinnelægningen over henraadnede sviller. Og lidt søndenfor byen ligger Sons værft eller «Værven», bestemt til bygning af lystkuttere og motorbaade. Det er moderne og tidsmæssig udstyret i alle maader, og det er nedlagt. Mellem disse to industrielle uvirksomheder indfattes Son som en liden juvel, venlig og hvidmalet, med blomster og ledige øine bag de blanke ruder, med sønnerne tilsjøs og sommergjæster i de bedste stuer og børn, børn, børn, som overalt og allevegne straaler af protest mod den ledige dag og fylder den med legens skjønne rastløse alvor.
Alt dette maa ikke forstaaes som om vi i Son slet intet bestiller. Tvertimod — vi handler og vandler, vi fisker og tilbringer undertiden dage og nætter tilvands, vi har smede og bakere, skræddere og skomakere i vor midte, og vor artistiske sans er saa udviklet, at vi endog har valgt en kunstner til ordfører. Men vi gjør ingen blæst med vor flid. Vi hvirvler ikke støv i veiret med vore stormskridt. Vi virker i det heletaget beroligende paa anstrengte nerver. Men desuden har Son den fordel, at verdens larmende trafik ikke berører den. Vi læser morgenaviserne
