først samme dags aften, og de brave mænd, som har forestaaet samfærdsvæsenet i dette strøg af landet, har heldigvis virket bagvendt og mod sin bestemmelse. De har faaet henlagt Saaner jernbanestation saa vel isolert fra menneskelig bebyggelse som mulig, og medens vor naboby Hølen ialfald har banelegemet hængende som et luftsyn over sine tage er adkomsten fra Son til stationen besværliggjort ved hjælp af en sindrig og vidtløftig omvei.
I Son er Hølen berømt ikke alene for sin mølle og sin jernbanebro og sit apotek, men især for sit samlag. Det vilde kunne hænde sig, at de to Søsterbyer rent glemte hverandre, om ikke dennel institution hindrede samkvemmets tynde traad fra at briste. Det fuldkommen alkoholsvage Son har sit nødvendige korrektiv i Hølen, som stadig leger med ildvandet. Son kan berolige sine tørstige sommergjæster med, at det har Hølen i baghaanden, og berolige sin egen samvittighed med at det dog ikke er som hint Hølen. Paa sin side kan Hølen nyde godt af det pust mondænt liv, som tilføres fra Son. En viss moralsk fordel er utvilsomt paa Sons side, en utvilsom materiel paa Hølens.
Samlaget i Hølen er som man ser en saare vigtig indretning, og dog hænger dens bestaaen i et haar. Ved forrige afstemning gjorde en eneste stemme udslaget. Skulde vedkommende borger eller borgerinde af Hølen inden næste plebiscit være død eller have ombestemt sig, eller skulde et fremmed forbudsivrig individ imidlertid være indvandret, — ja, saa stod vi der.[1]
- ↑ Og nu staar vi der! Senere bemærkning.
