Da jeg agter at nyde denne verdens goder, medens de endnu findes, tager jeg min baad og ror til Hølen.
Der er ingen livlig færdsel paa Saana. Man skulde ikke tro, at den danner den naturlige forbindelse mellem de to vigtigste stæder i Vestby herred. Belemret som dens løb er af kampestein og raadne tømmerstokker, er den kun navigabel for mindre farkoster. Og alligevel møder jeg lige ovenfor Sonsbroen en enkelt fisker fra det indre. Han agter sig efter grundig overveielse tilfjords. Han har tænkt som saa, at siden hvittingen bevisligen ikke gaar op i landet, kunde det være snodig at se, om den muligvis opholdt sig i sit element. Til den ende har han rustet sig ud med en mægtig svart kaffekjedel. Han vil tage det grundig. Han skal ligge ude til natten paa en strand, rent for sig sjøl. Han skal sanke ved og gjøre op varme og koge kaffe og faa sig en evindelig røik og være fuldkommen i fred og behagelighed. Vi fælder en aare hver og glider tyst forbi hverandre med et kjendt nik. Vi er ude paa rent tidsfordriv. Bag os slumrer vore pligter. Verden ligger os aaben. Allah er stor.
Nei, der er slet ingen trængsel paa Saana. Og alligevel møder jeg straks efter atter en baad, en munter lystsnekke med unge mennesker, som tilskyndet af sin naturs foretagsomhed allerede har været oppe og udforsket kilderne.
Saana er en besynderlig elv. Dens kilder maa søges helt oppe ved Hølens samlag, men da disse ingenlunde monner, maa den hente vand ude fra fjorden. Den har egentlig ingen betingelser for at subsistere som elv, men elv vil den være, og saa løser den problemet paa den humoristiske maade, at den flyder
