baglængs og mod sin bestemmelse. Blandt floderne er den altsaa en slags kjærring mod strømmen. Men strid er den ikke. Sagtmodig glider den tilbage i sig selv som et grublende sind og speiler himmel og bredder i blank og blid uvidenhed om sin originalitet.
Jeg skaater min baad i Saanas egen retning indover mod kilderne. Nu og da passerer jeg gopler, som har faaet smag for indlandsklima og paa en egen livstræt maade slæber sin gelé gjennem det brakke vand. Sivet knipser mod aaren og gnisser ængstelig, naar jeg kommer for nær bredden, og en sjelden gang plasker en vildfarende ørret i farvandet. Bredderne er lodne af orekrat, og rødderne tufser sig frit i luften, hvor isskuringen har skaaret ud lerbunden. Andre steder skubber grundfjeldet glatte næs ud i elven, og bjærkene hælder udover med sit fine frynseværk sidt ned mod Vandskorpen, som er belagt med en mat hinde: det er skimmel af alt det blomsterstøv, som gyver udover elvefladen. Henover den er luften tung af Vellugtbølger . . . det er kløveremmen fra Voldene og den dovne aande af Valeriana, som vugges af en svag bris fra de blomstrende linde oppe i lierne.
Man kunde gjerne som et barn give sig til at regne op alt det man ser, alle de sommerlige undre, ens øie kan overkomme, blad for blad og urt for urt. Det blomstrer. Der er drysset ned fra solen millioner spraglede stænk af dens spektrum. Det er som om en regnbue var sprængt og splinterne af den i en byge var slaaet ned over engene. Det blomstrer. Juli blomstrer som januar sner. Men fra begge elvesider hører jeg slaamaskinen rasle ufortrøden. Nu
