meier den ned uden persons anseelse græs og ugræs. Hele kolonier af præstekrager falder for den kneprende guillotine; ranke ensomme kongslys hugges lige respektløst ned som de hverdagsligste straa, Det er bare i randene af teigene, i veiter og i røiser, at de prangende og værdiløse vækster faar blivende fred. Her mellem bringebærkjærr og vilde rosenbuske skinner i overstadig mangfoldighed de gulhvide koste paa mjødurten mellem perikum og tyrhjelm, her ulmer dunkelviolet natlysenes blomsterstande paa høie stager, her opretholder den svulmende sommer et uforknyt vildnis i det smaa . . .
Jeg naar endelig baadstøen ved Saanas nedre katarakter, som nu høistsommers er ganske tørre, og begiver mig opover den støvede landevei til Hølens hjærte. Under jernbanebroen, hvor togene til og fra verden larmer, ligger posthuset, som bestyres af maleren Karl Johan Holter, hvis billeder skildrer landskabet om Saana helst i høstpragt, med tændte løvlier under høi og kjølig himmel. Ogsaa menneskenes løb kan arte sig som Saanas . . . mod bestemmelsen.
Samlagets lille skjænkestue er møbleret med spyttebakker, som markerer alle de punkter paa gulvet, hvorhen bønderne endnu ikke er naadd frem med sit spyt. Her er saamange fluer, at stamgjæster undertiden ikke tror sine egne øine, men disse smaa ulemper tiltrods har stedet sin nødtørftige hygge og sin berettigelse. Ved en forfriskning i disse enkle omgivelser kan en passiar trives. Det er et venlig lidet tilflugtssted for den maadeholdne Dionysos, en beskeden oase, hvis kilder ingenlunde er giftigere end
