kaar: der viste sig en kat. Jeg stod netop ude i den vantrivelige bondehave og beskar døde grene paa et sygt moreltræ, da til min usigelige glæde stilhedens, velværets, eftertankens hellige dyr indfandt sig, blidelig stemt, paa myg taa, med halen ret tilveirs som et venlig overrasket udraabstegn over sin prik! — Pus, sagde jeg. Pus! med al den ømhed i stemmen, der skal til for at bedaare en vild fremmed kat. Hun saa paa mig med et blik, som i middagens solskin saavidt fik klemt sig ud gjennem pupillernes linjetynde revne og altsaa godt kunde komme fra et falsk hjærte. Men derpaa strøg hun sig mod mit ben, og inden aften laa hun og mol i mit fang og fik mig til at forsømme min bibellæsning. Jeg følte mig ikke længer som en stundesløs indespærret i et Tidemansk interiør, jeg gav mig hen i robinsonaden og kaldte katten Fredag. Og omsider den syvende dag kom ogsaa folkene, og jeg takket for mig og optog igjen min lidt afbrudte vandring. Siden har jeg ikke nydt hallingdalsk gjæstfrihed, men alt dette tjener bare til at anskueliggjøre den store forskjel mellem reiselivet i dalen før og nu.
Nu altsaa staar toget og venter en paa Gulsvik station, og i samme øieblik det med et forfærdelig ryk slider sig løs, forkyndes der, at middagen er serveret. Vort selskab hører til den første misundelsesværdige bordsætning, og medens jeg sidder der og balancerer suppen og glasset og gjennem det brede klare vindu har øie for Hallingdalens ensformige skjønhed, rører det mig ikke som det kanske burde, at denne spisevogn egentlig ruller hen over radikaleren Abrahamsens hjærte. Den gamle gaard i Flaa, hvor jeg fordum for eneste gang i mit liv passet
