nylig lykkes mig at fremkalde en agtet samtidigs raseri ved nogen letsindige ytringer om Darwin og den meget brugbare religion, der bærer hans navn; men nu var det første gang, jeg skulde sætte mig i forbindelse med skabninger, som har ord for at være rene specialister i indignation.
Det første exemplar af lemænslægten, jeg paatraf, bekræftet mine formodninger og den almindelige opinion om racen. Det ventet ikke til jeg forsigtig, forsigtig pirket i den sorte og gulflammede pels med kjæppen. Det gav sit mishag luft uden foranledning, ja hele den lille opbragte dukkemuffe gnistret i en elektrisk udladning af sinne og formelig svulmet op til et nyt volumen af modstandskraft. De to gnagetænder gliste af morderisk vellyst ved tanken paa mine skosnuder. Dyret strittet af indsigelser og udstødte skingrende hvin: det saa et øieblik ud som om det vilde slaa til. Det raabte endog paa sin kone og tog hende til vidne paa, at jeg øieblikkelig skulde udkastes. Mindre kunde ikke gjøre det. Jeg har aldrig i mit liv traadt saa forkjert op i en idyl! — — Men det er alligevel en overdrivelse, at lemænet sprækker af berettiget harme. Det faar muligens en indre skade, og det er tænkelig, at ældre lemæn med anlæg til aareforkalkning kan rammes af hjærneslag, hvis de irriteres: man kan aldrig vide det, man kan aldrig være forsigtig nok.
Det er klarveir idag, og det snor fra bræen. Jeg er kommet høit op i uren og foran mig, bag mig, breder sig videnom det døde rige, men under mig i dalen ligger Finse nybygge og banelegemet, beskyttet af dobbelte rækker sneskjærme. Jeg vil ikke vandre længere indover fjeldet end jeg har dette sikre
