øienhold i civilisationens forpost. Denne natur er ganske vist ophøiet og overvældende, men mit øie er sundt enig med bondens derom, at den er styg. Al denne graasteinsherlighed gjør sindet sultent paa nærende indtryk. Naar man ikke engang kjender navnene paa nogen af disse nuter, er de ligesaa interesseløse som de ubeskrevne gravmonumenter i et udsalg. Desuden henvender de sig bare til den næsviseste menneskelige egenskab: ærgjerrigheden. Man maa endelig have været paa toppen af den høieste og kunne fortælle det, hæsblæsende af bedriften og biomstændighederne, for at føle betydeligheden af sit jeg. I denne forbindelse vil jeg ikke engang tale om et saa kompromitteret punkt af kloden som Nordpolen — —
Fra min første allerede noksom omtalte reise vestover har jeg en liden erindring: Det var ikke saa langt her fra Finse — indover mod Laaghellerhøgderne. Det var i skumringen, og det regnet, regnet. Det regnet. Jeg havde sat mig paa en sten og lod det regne. Da blev jeg var en underlig lang og lidt skjæv skikkelse, som sindig, men uden tøven og vankelmod nærmet sig. Jeg saa den som gjennem strengene paa en utænkelig tætstrenget harpe. Det var en mandsperson, og han begav sig forbi mig, og jeg havde hans udseende paa mindre end to skridts afstand. Han var sortklædt og langskjødet, ualmindelig sortklædt og langskjødet, og idet han pludselig vendte hovedet, saa jeg, at han manglede ansigt: det var udvisket af et uransagelig smil, der svævet blaalig og ensomt i regnskodden som fosforglorien om en bedærvet sild. Han holdt paraplyen — thi han anvendte tillige paraply — høit hævet over en
