og forkyndelse og reiser videre vestover med Europatoget. Det er fuldt i korridorerne, folk trænger sig om vinduerne, det vrimler med ord af de store lyse sprog: passiar, beundringsudbrud over udsigterne, som uafladelig afklippes af en overbygning eller en tunnel. Det skifter med blændende soldag og mat lampeskin. Vi larmer gjennem Reinungatunnel, gjennem Geithammertunnel, og uforvarende tilhøire aabner sig Flaamsdalens vilde kløft.
Jeg vilde ogsaa gjerne skrive noget til Flaamsdalens pris. Jeg beundrer vore fremmede medreisendes lynskyts med enthusiasme. De overdængte dalen med projektiler af anerkjendelse og strømmet i næste øieblik med tomme superlativ-hylser ud paa Myrdal station.
Flaamsdalen vil ganske sikkert om kort tid være europæisk berømt. Man vil kunne kjøbe fotografier af den paa Boulevard des Italiens og i Piccadilly. Konkurrerende dalstrøg i ind- og udland vil synke hen i berettiget glemsel og forekomme sig selv banale i sammenligning med denne nyopdukkede naturskjønhed.
Jeg gik en kvæld paa denne samme reise fra Fretheim i bunden af Aurlandsfjord en halv mils vei op gjennem dalen. Det var graaveir, men i Flaamsdalen saa det ud som om solen aldrig havde skinnet. Det var som om dalen havde gravet sig for dybt ned i sin sorte fortvilelse mellem de overmodige berg. Og elven hastet gjennem trængslerne ud af den — bare ud af den — —
Paa Myrdal var der kommet en gammel herre ind i vor kupé. Der var intet andet mærkværdig ved ham end at han ængstelig forsigtig holdt en liden rød-
