10 Hugormen
nesker bare kjender fra en mere eller mindre ormstukken side paa de sjeldneste dage: nu blev jeg til, nu tændtes livets baal i mig. Men vi, ak vi arbeider og er besværede. Vi er udjaget af haven og fordrevet mod isen, vi holder vore mange private lykkehjul i sving og indbilder os, at uafhængigheden og sindsglæden bestaar i andet end selvforglemmelsen og den ledige gang. Indtil en stor soldag overfalder os og vi kjender vor besøgelses øieblik.
Jeg ror og tænker paa ingenting. Himlen speiler sig i mig, solen har et godt øie til mig, en klæg kvæger sig paa min hals, øerne hildrer langt ude, det er blikkende stille. Jeg kan endda se mit hus, som Skredsvig en trist vinterdag fik indgivelse til at døbe og kaldte mellankolia. Der har du ialfald et godt norsk navn, sagde han. Senere har han villet tage det igjen og anvende det paa en af sine egne landeiendomme. Slig er menneskene.
Men huset blir væk, jeg runder odden og nærmer mig mit bestemmelsessted. Der er en liden vik og en skaare i fjeldet opover med lidt løvskog mellem braate og ur. Det er en god stund siden jeg traf hugormen. I den sidste tid har jeg rent forsømt den. Man har andre pligter . . . Strindberg har fortalt, at hugormene paa øerne i den stockholmske skjærgaard ofte silrer helt ned i fjæren og reiser sig fræsende mod fiskere, som vil lande. Slig er de ikke her. De er lige uselskabelige, men naragtig sky af sig. Der kræves taalmodighed og taushed, om man vil overrumple dem, og fremfor alt maa man kunne ligge og bie som en livløs ting. De er vanskelige at vinde. Det har heller ikke lykkes mig mere end med denne ene. Og det ogsaa bare saa som saa.
