Men da han kom burtaat Steinbru’n um Eftan høyrde han eit Læte, mest som eit Merra-Knegg, langt upp-me Storskriubekkje og de skjøna han væl, kaa va. Ja kom du att te Natten, du, saa skal du faa møtt, tenkte han.
Da Kvell’n kom laagaa Guten se væl paa, han la eit grepa Eldsmaal paa Aarin att og la se sjøl paa Brisken me Langbørsun i Aalbaagaa-Lykkjun[1]. De drygdes førr han saag naagaa te Huldern og han bar te aa tru, at han kanskje va kvitt ’n vorte. Men sjaa meg te, du! da siste Ljoskin fraa Aara blaksa ut, saag han de skjimta paa Hugu henna burti Døraglotte og dime smorde han paa ho me Langbørsun saa heile Sele skolv! Jou, de kann hende, han vart skjøld ve Huldre saa de gjorde Mon – ho foor som ein Elding utu Stugun og da ho kom ut-paa Kvee høyrde han de sama Merra-Knegge att. Men Skote beit nok ikje paa henna, kan døkk veta, men saa fekk ho no saavidt Bykks i se, at ho bou ikje te aa koma der meir di Daagaane, Guten va i Sjoli’n, sia.
Børs-Kula ha slii tverrt igjønom øvre Dørstokken og langt inni Buveggen paa hine Siun aat Sels-Garde; Hole ette Kulun synte all sin Dag me Gamel-Sele i Sjoli’n sto.
Firi Skriu-Saamaare ha Sjaardals-Gardann Kvenn-Gongje si ve Flaakka, den Bekken som renn imillom Flatningje og Melingje og Kvennhus-Toftinn syne den Dag idag er. Saa va de ein Gong Mann paa ein ’taa Kleppegardom laag og mool ve Flaakka. Han rukla og brennde paa di vetle Skorsteine og laag paa Benkje høyrde Kvenne hurra og Vatne bistnast[2] ve Kvennkall’n. Best han laag og kjende Sømn vilde renne paa se, visste han ikje Orde ’taa førr Kjeringje hans kom drivande inn-igjønom Døre, andpustin og sveitt og rou i Kjaak’om ’taa di lange Vegje, ho ha gaatt ivi Fjelle. „Jou du gjorde ret Naagaa, du, reiste me
