hendog Kar og skjøna se paa Snikring sjøl. Han tenkte aa gjera
Sæterdøle væl imot, for han tykte, de lout vera ei fæl Orke, aa
arbei’e me saa skjemde Høvle. Men da han Jakup kom att og
fekk sjsaa, at Høvl-Tenn hans ha vore paa Slipsteine, vart han saa
tykkfsin, at de va me stor Nø Mann fekk han te aa gjera Arbei’e
fraa se, han bar te aa sanke ihop Amboe si og vilde gaa sin Veg.
Ette Sæterdøl’n va ein gomol Mann tinga han Ola Haakaasta’, Stortingsmann, han te aa gjera tvoug Stuguskaap aat se og da Sæterdøl’n kom paa Gard’n og skulde begjynde Arbei’e, ha han Ola gjort ei Teikning ’taa Skaapom saales, som han vilde ha gjort døm. De va ei Skaap-Gjerd fraa Fron, Haakaasta’n va hoga te, aa faa gjort Skaape sine ette. Da Sæterdøl’n ha sett Teikningje og høyrt, kaarles han Ola ha tenkt se te aa faa gjort Stuguskaape sine, sa han: „Ja, naar du veit saa væl, kaarles du vil ha Skaape dine paa Gjerd, saa gjere du døm sjøl, da.“ Og me di tok han Ambo’s-Skreppa si paa Ryggen, gjekk te-dørs og lakka ne-i Vaagaa-Moann; men Haakaasta’n gjekk ette ’om og va go-te aa faa Gamlin i Lag att saa han va me att-ende aat Haakaasta og gjorde Skaape paa den Gjerde, han Ola vilde ha døm. Og de er Arbei, som er setande, ou. Dette lyt ha vore paa Lag i 1815 hell saa; Sæterdøl’n er trule fulle av i eitt ’taa di neraste Aarom ette 1820.
Den Gongen Klukksta’n heldt paa gjorde Preikstol’n og Altartavla aat Heidals-Kjørkjun, kom de jemnan ein Husmann døm kalla Eistin Kjørn aat Steinfinsbø og gjekk der og saag paa Utskurdn og Bilæte. Han ha ein Plass onde Haalaa, heitte Kjørre, og va go’e 30 Aar de Bele; ’taa Bygdafolkje va han halde for eit maakaaloust godt Hugu og va ein lettliva Kar, som ikje va ibeit for aa rime og dikte, antell de va paa Dølamaale hell paa Storfolk-Maale, vælhendt te Tres og glup Kar te aa krote. Men naar han kom i Lag me Klukksta’e og ’om Sylfest Skrinde um Daagaane, høyrdest han ut te vera ein stor Heimfø’ing som ikje ha Lag paa nugun Ting, og Klukksta’n heldt han Eistin for ein Tosk og ein Kop-Nagle.