Ette Lendmanns-Verdogheite vart ne-lagd og Sysselmanns
Embette kom att-i Sta’n, misste mest alle di gamle Stor-Æktinn
den Magte, døm førr ha aatt i Lannde, vonoms snøggare. Sysselmann
va berre ein Kongens Tenar, Embette va meire paa de
louse og fyl’de ikje lenger Ækten; hell-ikje ga de saa mykjy ’taa
se i Innkommo, at de ha ty mot de, ein Lendmann ha. Og
difor gjekk de att-over me Medele og Rikdomme hjaa Stor-Æktom,
meir og meir, te døm um tri Manns-Aldre kom i de Mote, at
døm va rike Bonn’-Folk, di fremste ’taa sine Like-Menn, men hell-
ikje meir. Døm livde paa den Rikdommen, Ækte ha sanka ihop
gjønom Ti’in, og for at han ikje skulde gaa reint i Mink, freista
døm aa halde han me Lag ve Gjifte imillom se. Paa den Gjerde
vart de ette Hann ei Inngjifting og ei Ner-Skjylde imillom desse
gamle Stor-Æktom, som te-Slutt heldt paa aa øy’e døm ut.
Aa vera rik i di gamle Ti’om de va aa eige mykjy Jord, og Jord-Eigunn aat Gjæslingom ha vore store den Ti’e, døm va best ve Magt, for de va nok ikje den Bygde i heile Dale, der ikje døm aatte Garde. 300 Aar ette den siste Lendmann livde paa Sambu, ha Ækte enno den støste Jord-Eiga, som nugun her i Dale raadde ivi ’taa innfødde Døle.
Fraa ’om Olaf i Sundbu umkring 1270 er de ein lang Baalk paa 130 Aar som de ikje let se gjera aa føl’je Gjæslingom paa Sambu Le’ for Le’. Den eldste, som di gamle Breve nemne, er ein, som kallast Sigurd Eldjarn; han lyt ha vore Eigar ’taa Sambu og di ondeliggjande Eigom i 1280, for de Aare lyste han paa Tingje Gaavebreve fraa ’om Sverre Konge aat ’om Iva gamle Gjæsling paa Heimdal’n og saamaa-eins Go-Kjenning paa de Breve fraa ’om Haakon og ’om Magnus Konge. Dette er einaste Gongen Te-Namne Eldjønn er bruka, og hell-ikje er han Sigurd Eldjarn nemnt fleire Gongo. Men ette som Orde ha gaatt att-igjønom alle Ti’e, ha Eldjønn-Ækte Sæte sitt paa Valbjør og va rike og magtoge Folk. Um døm va ’taa Lendmanns-Ækt som Gjæslingann kan vera paa Vone, men at de va Stor-Folk som Gjæslingann heldt for sine Like kan ein halde for visst.
