Side:Kleiven - I gamle Daagaa.djvu/342

Denne siden er ikke korrekturlest
– 330 –

Sibbern og blev der Korporal som jeg betjente i 212 Aar. Da blev jeg bestilt af Generalmajor Duusen til Ridtmester-Adjutant ved Oberste Skarenholens Regimente som jeg betjente indtil Krigens Ende som varede fem Aars Tid. Efter Krigens Ende blev jeg rekommanderet ved Dragonerne i Trondhjem af Generalmajor Wibe under Hr. Juuls Kompagni i Værdalen hvor jeg var i tvende Aar Sekundløitnant, da fik jeg Brev fra min salig Fader, at dersom jeg vilde bebo min Faders Gaard, jeg da skulde komme hjem og tage den i Brug saasom han da var en gammel og sengeliggende Mand, hvortil jeg betænkte mig og tog min Afsked fra Kompagniet og begav mig hjem i 1681 og blev saa stedse hjemme til min salige Fader døde Anno 1695 den 5te April. Og i Aaret efter kom jeg i Ægteskab med min salige Kone Anne Olsdatter og levede vi sammen i 37 Aar.“

Trast han Paal kom heim att i 1681 tok han Styre paa Garde, men allt gjekk i Namne aat Fare te i 1692. Han Paal va for det mesta kalla Toulsta-Lutnan og va likesom Far’n ein stor og røsle Kar. Eit Par Aar ette han vart Eigar ’taa Garde, tok Trætta um Refjells-Sætre te att; i Millom-Ti’n ha han Paal faatt Fouten, han Kristian Hansen, te aa gjeve se Bygsel-Setle baade paa Sætre og Buvatne i Refjelle, men da Sakje kom paa Aasta’n saag han nok, at de va tapt Spel og paa ein hell a’an Vis fekk han de te, saa Heidølin gjorde Forlik me ’om. Baade han og Mann paa Øver-Bjønnsta fekk Lov te, aa sætre ve Refjellsbekken og Toulsta’n skulde faa fiske me Gaa’n paa Buvatne. Sia’ ha denne Sæter-Retten fyl’t Garde; men da ein ’taa di seinare Mennom paa Toulsta sette upp Nouster og Bu ve Buvatne, vart han dømd te aa rive døm ne att. De sto nok i Forlikje, at han skulde faa Lov aa fiske me Gaa’n, men ikje at han skulde faa byggje se Hus. Di fyste Aare ette han vart Brukar paa Toulsta, ha han mange Sakje me Folk og de ser ut te, at han va naagaa hard-søkt i Fyrstningen. De henda ’om ein Gong imillom, at han lout bøte paa Tingje for aa ha brukt Nevaretten; men detta va me de sat att ’taa Hermanns-Gjerd’n hjaa ’om; ette de lei’ paa, ser han ut te aa ha vore ein fre’ele Grends-Mann.

Naar han Paal Hansson saa stutt og endefram fortel, at