Side:Kleiven - I gamle Daagaa.djvu/391

Denne siden er ikke korrekturlest
– 379 –

De va tri Vag-Vere som ha gaatt inn-paa ei Brennvinsbu, heitte „Skulibanken“, ein Kvell, de va han Iva, ein heitte Jehans Glømsdal og einn te. Her kom døm i Lag me nogre fulle Øy’-Vere som gjorde se range, va stygge i Kjefte og bou døm Hogg. Tvo ’faa dessa Øy’-Verom skulde vera Kjempo, den eine va ein utu Maata stor og førvukse Kar og den hinn va saa lang, at de va lengste Kar’n døm nugun Gong ha seett, han va enda fraa Mosshus. Han Iva Bjønnsta va no go’e sine tri Alne høg, „men eg lout glaame ende te-vers eg, naar eg skulde sjaa inn-i Ougo paa Mosshusa,“ sa han. Han Jehans Glømsdal vart mest forr døm og no va han ein baade stor og go Kar, men han ottast for aa rise ihop ve døm; men da ha de biti ’om Iva, saa han stakk ’om Jehans i Øyra, at de va berre han heldt se hard og me di va døm paa-veg te aa bera ihop. Me di saamaa kom Verten paa Skulibankje og jaagaa ut heile Hopen saa de vart ikje meir ’taa. Kvell’n ette kom døm ihop att hjaa ein Brennvins-Kremar heitte Imbertsson og her skapte Øy’-Verinn se like galne. Da gjekk han Iva sta’ og sporde Imbertson, um døm fekk laane eit Rum hjaa ’om, men han nemnde paa, at de snart gjort kunde bli lite Rusk i Bøle. „Jo, da! saalænge Væggene holder!“ svaaraa Imbertson. Og saa barst de ihop me di tjukke Øy’-Vere og ’om Jehans. Karann kjennde nok aat Veggjom, for de sto mesta likt me døm, va sjaa-ande te. Nei da rouk Glømsdal’n paa Kne! „men eg va kvass te aa faataa i Graa- vest-Flakje hans og reise han upp att, og de va som de skulde gjort Mon,“ sa han Iva. Og da Glømsdal’n kom paa Føt’n att, vart han Mestar – han brout Øy’-Ver’n att-aa-bak imot ei Dør saa ho spratt upp og Kroppen vart liggjande over Dørstokken. Me di saamaa fekk han nogre go’e Daske i Hugue og me di va han ferdog. „Ja no ska eg taakaa paa meg Haanaa-Tarmen fraa Mosshus, eg!“ sa han Iva, men da han skulde sjaa te, ha han smetta se ut og strokje sin Veg, baade hann og di hine Øy’-Verinn. „Ha eg faatt i han da, skulde han faatt Hogg um han saa ha vore like lang ogo’ Ougunn som han va nea’for,“ sa han Iva, for da va han nok løtta.

Han skulde vera naagaa framifraa frisk i Ongdomme, han Iva. De va ein her i Bygden den Ti’e som kallast Aaseng-Iva,