deg ska oss no vera kvitt, tenkte eg. Jou de va likt te di – um Lite kom han att enda ein Gong og ikje nokk me di, han kom att saales treja Gongen og vilde inn-i Varmin, kaa de snudd. Men da han kom att treja Venda, tok eg han me fulle Sinne i eine Bakfoten og sløngde ’n eitt godt Steinkast nordover Vatne. „Eg ska no full, for ein Fan, einn Gong faa deg fraa Varma, lel!“ sa eg. Men kaa ille ve[1] eg vart: me di saamaa My’lappen slomp ne-i Vattne, va de Naagaa, som slo i og kneggje-skratta saa Jorde skolv onde oss.]! Naagaa saa kall-tokka skulde du alder ha høyrt.“
„De er saa otyle, slikt, og eg vart imot Surtningje for dessa. Men naagaa saa gale som de, han Per Fa’bro’ fekk sjaa i Fugelsæter’n, ha eg alder vore ute for i mi Ti’. Ja han vart no mest vetskremd ou, og myrkredd va han, all sin Dag, ette. Han tente paa Lye i mange Aar, han Fa’bro’, og detta henda ein Houst, døm laag i Fugelsæter’n i Maasaa-Taakingen[2]. Døm Kvarber[3] laag der og tok Maasaa ou, saamaa Ti’e, men døm gjorde fraa se eit Par Daagaa førr, døm, og da døm reiste heim, kom de einn ’taa døm nord-i Lye-Sætre og ba um han Fa’bro’ vilde gjera væl, aa sjaa sø-i Kvarbers-Sele um Kvell’n. Døm ha Otte paa se ’taa Varma, maa’ta, og han Fa’bro’ laavaa ut, at han skulde sjaa ette me di, um Eftan. Ja, han gjekk sø-i Kvarbers-Sele i Skjymmingen som han ha laavaa, fyst gjekk han ut-i Bue og da han kom fram att derfraa, gjekk han burt-i Omn og kaaraa i Oskun for aa vera trygg ’taa, at Varmin va slokkjin og de va han, saa de ikje Eingong fannst att ein levandes Gneiste. Men da han slo upp att Hugue og vilde laagaa se te aa gaa, jou da sto de ein stor, gomol, graa Mann mitt for ’om! Han ha drivande kvitt Skjegg som laag ut-ivi heile Bringa og saa sidt, at de rokk ’om te-beltes, i di eine Haann ha han ein avraa’in tjukk Knarta-Stav og me hine heldt han se i Omnstolpin og Ougo hans gløste som Katt-Ougo i Myrkne. Slik sto han ei lang Ri’, men saa kvorv han burt for Ougom hans Fa’bro’. „Aa Gud fri deg, kaa innverkjeleg[4] redd eg vart!“ sa’n, „fyst kjende eg
