Folk har imot di Skriften og ber se for, at ho gjere Lesna’n tongvind og brysamd, de va ofte klaagaa paa „Segner fraa Vaagaa“ for di Skuld. Og no, da Norddølsmaale i seinare Tier vorte be’re granska og meire kjennde, tykte eg ikje de galdt aa taakaa saa stort Avsyn aat di lærde Maalgranskingen lenger, som te di, aa gjera Bokje lett-lesin for o-lærde Folk. De, som for meg va de meste, va heilt ut aa gjeva att de rette, ægte Lage i Vaagaamaale og ikje draagaa inn-i Maal-Maksle naagaa ’taa allt di framonde, som eet seg inn me Bymaal, Bøk og Aviso. Aa helde ute all framon Bragd her, er ikje beinkjørt; de kan gaa paa ei Gjerd saa lengje ein har ei naagaa-saa-nere fast Mønster aa helde se aat, saales som i „Hulder og Onde-Buandes“ og anna slikt som likesom har faatt ei stø’ Maksel forr se paa Folketongun. Men naar ein skal te paa Laushand me slike Emne, som Maale ikje har skaapaa se nogor Mønster aat, sklikt som Livsskildringo og Utgrei’ingo, da er de Knipa kjøm. Og um no eg ha prøvt ’taa all mi Magt aa helde de o-ægte og framonde ute, saa tør eg ikje borge for, at de enda kan ha kome „Haar i Smøre“ for meg. For di Gamle, som kunde gjeve Rettlei’ing, er no burte og oss Yngre har, tess verre, fare ille i Maal-Øyrae.
Maale i Boken er slikt, som de va taalaa i Lalms-Gren’n umkring 1850, difor er de nogre faa Ord som mesta er burtfulle no, hell som er vorte brigda paa i Ut-Talun.
Te Slutt lyt eg her seja alle døm den beste Takken min, som har gjort meg Hjolp og Beinko me desse Arbei’e. Serskjilt vil eg nemne Frk. Johanne Bugge, Sokneprest Neumann, Iver Storvik, Jon Harildstad, Rolv K. Øygard og J. Klokstad.
- Kleivsætre i November 1907.
Ivar Kleiven.
