idag, saales, som gamle Speelmenn att-igjønom ha lært døm, den eine ’taa di andre.
Da Hard-Heto i Høgkringom va fraa se gjord, sette Bøndann ette Firi-Troppen og naadde døm att paa Saaljems-Volle. Døm gjekk paa døm me Hardo, me einn Gong, og Skottann la ne Vyrjo og ba um Live og de fekk døm. Men trast ette, da Skottann vart var, at Bøndann ha laak Vyrju og hell-ikje va saa mange, som døm tenkte, tok døm att Vyrjo si og bar te gjera Mot-Tak. No vart de ei litol kvass Kule – Bøndann drap ne Halv-Parten og i heitaste Stri’e heldt han Per Klo’nes ou paa, aa skulde vorte ne-hoggje. Han saag de blenkte paa Bil’-Bla’e umkring se fraa alle Lei’e, men da skreik han saa høgt, han orka: „eg er han Per Klo’nes, ’taa døkkre Eigne!“ og saa slapp han, maa’ta. Di Skottann som no va att, maatte gjeva se te Fange og me døm, som vart tikji i Kringom va de væl 100 ihop-lagt.
Bøndann sto tvi-raa’oge um kaa døm skulde gjera ve desse Fangann; mange tykte døm ha for-teent Douin, men mange talde te, aa reise inn aat Akershus me døm. Han Per Klo’nes kunde fortelja mangt styggt ette døm fraa Romsdale og Lesja, og kaarles han sjel ha vorte me-farin og dette eggja Bøndann upp. Men døm foor ut-ette me døm, te døm kom aat Kvam, seint um Kvell’n; her stengde døm alle inn i ein stor Laave og heldt Vakt paa døm um Natte. Um Maargaan vart de saamaa Tvi-Drage um, kaa de skulde gjerast me Skottom. Di likaste Bøndann vilde, at døm skulde aat Akershus; men dit va de meir hell ei Vikus Veg og heime paa Gardom sto Aaker’n brestferdog. Og Storhopen bar te aa rope, at Kongen ha nokk aa fø’e, lell, um han ikje skulde faa dette Pakke, ou, som ha etla se paa Baken hans. De er ikje otrule, at mange ha drukkje se fulle um Natte, ou, saa Hemnhogen va enno fosar. Laav-Døre vart upp-brote og den aagaalouse Hopen ’taa Bøndom reiv ut ein for ein ’taa Skottom og skout ne saa fort døm vannst. Mea’ denne fæle Drepingje sto’ paa, va de ein Skotte som reiv se lous og rennde sta gjøymde se att-for Heste hans Imbert Valle fraa Vaagaa, han sat paa Heste sine fram-me Laava. Han Imbert lyfta Stav-Økse si i Ve’re og sa, at den, som vaaga røyve Skottin, skulde faa smaakaa Økse hans, og no lyt detta vera slutt!“ sa han. Og da gav Bøndann