—Nu? spurte Ferejo. Hans stemme skalv av bevægelse.
—Allrigth, sa Fjeld.—Det var, som jeg trodde. Om 14 dage kan Donna Francesca atter spasere omkring iblandt os.
—Er det sandt, sa Ferejo bevæget, skal jeg lønne dig kongelig! Du kan be mig om, hvad du vil. Og aldrig skal du forlate os. . .
Fjeld tok den sovende pike paa sine armer og bar hende ind i det lille soveværelse. . .
Nogen minutter efter slog Donna Francesca sine øine op. . . .
—Er du der igjen, Johnny, hvisket hun . . . og far ogsaa . . . har jeg drømt? . . .
—Hvorledes er det med dig, barnet mit, spurte Ferejo ømt. . . .
—Aa, jeg er saa træt og rar. Men det er, likesom jeg er blit kvit en byrde . . . . og de skrækkelige smerter er væk . . . jeg tror, jeg vil sove. . . . Godnat far—godnat Johnny! . . Jeg er saa mat . . . og lykkelig.
Hendes øine lukket sig igjen. Men nu slumret hun som et litet søvnig barn, og der laa et rolig og tilfreds smil om hendes læber.
—La hende sove, sa Fjeld. Om et par timer vil hun vaakne med en forfærdelig sult. Men hun maa ikke ha stort. Først maa tarmene skylles
