dø? . . . Aa nei,—døden hadde forlatt hans legeme; ti der stod jo Kondoren, den store vismand og buksprætter, som hersket over alle sygdomme og lidelser! . . Og der laa slangen og aat støv. . .
Paquais øine gled videre henover jøden, som med maapende mund stod og saa paa indianerens utvilsomme helbred, og over til Heredia, hvis røde ansigt fik en dypere chattering . . Eller mon det var solen, som stod op over den gamle guldgraverby? . .
Men tobaindianerens alvorlige blik skjulte en mistanke og en trusel, som fik den dristige garimpeiros til at vakle i sin beslutning om at la de to europæere servere for de menneskeætende krokodiller ved Arinosflodens kilder. . . . . Den forbandede toba! . .
Men Heredia var ikke feig. Dette mord paa de ukjendte reisende var en lønnende affære. To mestiser laa paa lur ved Aqueira med gode krokodillebøsser. De feilet nok ikke sit maal. Og selv skulde han ikke ha noget imot at kverke den hund, som paa en saa forbausende maate hadde undgaat den jararacas, som han med saa stort bryderi hadde fanget i et slangenæt en aften, da det farlige dyr fordøiet en pungrotte under agavens tornekrat. . . . Denne gulbrune
