opfyldte Amazonbasin, der mot nord strækker sig helt op til Guyannas sumper.
Her var det, at floden Paraguay sprang ut fra de syv sjøer, og like vestenfor gled Arinosfloden mot nordøst paa vei til Tapajos, den kraftige strøm, som tømmer sine sorte vande ut i selve Amazonens stamaare. . . .
. . . . .
Antonio Heredia var ikke rigtig i sit es—da han gik i spidsen for den lille ekspedition. De seks øine bak ham vogtet paa hans mindste bevægelser. Mistillid og bestemthet stod at læse i dem alle. Det var nok desperate folk, disse blonde europæere. Deres revolvere laa nær ved haanden, og den lyse indianer gik der som en tapir med snuten i jorden og lugtet forræderi. . .
Men han stolte paa sine folk. De laa i et sikkert skjul ved en liten aapning i skogen, hvor den heldet nedover mot Arinos. De feilet ikke sit maal paa 20 meters avstand. Deres gamle bøsser var godt smurt og omhyggelig ladet. Og kulene hadde faat en liten omgang med en stilfærdig indianergift, som paa en hurtig og heldig maate forkorter et menneskes dødskamp. Jøden i Cuyaba hadde sørget for det hele. Og det var en paalidelig mand. . . . Hvad var det tobaindianeren hadde kaldt den høie europæer
