Det saa ut, som om skogen aapnet sig.
Da stanset Heredia tvilraadig.
—Gaa videre! kommanderte Fjeld haardt.
—Nei, sa argentineren. Dernede ligger indianerlandsbyen. Der faar dere kjøpt kanoer. Jeg skal nordover. . . Herrerne har mistillid til mig, fortsatte han. Jeg faar finde mig i det. Hvis dere er ræd for en ensom mand, saa ta vaabnene fra mig; men gi mig mine penger og la mig gaa. .
—De skal følge os frem til floden.
—Nei.
Fjeld trak frem sin revolver.
—Vil De, eller vil De ikke?
—Nei, mumlet argentineren arrig og rystet pludselig av sig hjelmen. Saa utstøtte han et skingrende skrik og sprang ind paa den lille aapne plads. . . .
Paquai vilde styrte efter; men Fjeld grep ham i armen. . .
Vent! skrek han.
Der lød pludselig et skud fra den anden side av krattet. Heredia styrtet overende. To halvnakne mænd sprang frem paa pladsen like paa de reisende. . . Den ene kastet geværet til kindet; men et revolverskud i kindet forvirret hans sigte. Han slap den tunge rifle, saa sig forvirret omkring, utstøtte et vældig hyl og sprang med begge hænder om sin splintrede kjæve ind i urskogens tykninger. . .
