Vi bukker os gjennem den samme port, hvor vi har set vore fædre forsvinde . . . Og blir frihetslængselen for sterk for nogen,— —vel saa har man punch, whisky og andre nivellerende samfundsdrikke. Hvor nyttige er de ikke! . . . De bringer kjævene paa glid. De er et laksativ for vore ungdommelige utfærdslyster, de er puterne, som tilslut faar os til at sovne paa vore fædrene-kontorkrakker og til rette tid og sted at dø av nyresygdom eller arteriesclerose med nekrologer og et kor av sjungende skræddersvender . . . Den slags samfund skaper borgere, men ikke mænd. For mænd blir man først i verdens store, vilde ensomhet under naturens eget tak . . . Ja, saa flygtet jeg fra alt. Fri mand var jeg, og mine penger var mine egne. Hele verden har jeg set,—jeg har hørt Jang-si-kiang synge mellem Kinas rismarker, jeg har badet i Eufrat og Tigris, og jeg har fulgt Jenesei paa dens lange vandring mot havet . . . Hvor det er deilig at leve! . . !
Torell bøide hodet. Der fløi et lykkelig smil over det bleke ansigt. Saa slang han sig ned paa sin rypesæk og sovnet ind, mens fuglesangen døde i urskogen, og nattens hemmelighetsfulde lyd klang sammen til en fjern berceuse fra den store skogguds sordinerede cello.
