Paquai blev sittende ved ilden. Hans sorte øine skar sig ind i mørket, og hans ører fanget den mindste lyd. Skogen sov; men tusende natlige liv var dog paafærde. Det tuslet mellem grener og krat; store forfærdede øine stirret ind i det rødgyldne skin fra den flammende ild, menneskets frygtelige ven og forsvarer.
Men hvad var det? . . . Der blandet sig en fremmed lyd ind i urskogens dæmpede nocturne. Og Paquai’s hode bøide sig fremover til anspændt lytten . . . hans næsebor dirret, hans mund stod aapen som en mikrofon, . . . der kom nogen derborte, og pludselig skar en paafugls iltre skrik sig ind i natten . . . en buestreng sang. . .
Tobaindianeren kastet sig bakover,— en pil suste over hans hode og boret sig ind i en træstamme bak ham. . .
