Fjeld reiste sig hurtig . . . og Torell gned sine øine; men haanden laa allerede paa den svære nagantrevolver ved hans lænd. . .
Der hørtes et høit vræl, . . og ind i lysskjæret kom der hoppende og springende en del sorte nakne skikkelser . . . de hadde buer og køller i hænderne. . .
—Charantes, mumlet Paquai . . . kast dere ned i skyggen, skrek han . . . deres piler er forgiftet!
Fjeld adlød øieblikkelig . . . en pilesverm fløi over deres hoder . . . var nogen rammet?
Da lynte Paquais revolver mellem de sorte indianere, de nakne charantes, urskogens orangutanger, de laveststaaende og hæsligste av alle dem, som lever i Amazonas sumper. . . Saa fræste ildstripene mot de natlige røvere . . . hvis sorte legemer krummet sig i skjæret fra baalilden, mens kulene slog ind i dem med den samme lyd som sten, der plumper i vand. . . . Forvirret sjanglet de trufne hit og dit. . . Fjelds rifle skraldet ind i kamplarmen og Paquais lange kniv gjorde det hett i de rædselsslagne vilddyrs flanke. . .
Da saa Jonas Fjeld et syn, som han aldrig glemte. Torell hadde reist sig i hele sin høide. Hans hænder klamret sig om haandtakene paa to revolvere, hans øine stirret henført ind i det synkende baal; men i hans brede, høithvælvede bryst
