av sin døende ven. Og Paquai bøide knæ og mumlet den bøn, som jesuiterpresten hadde lært ham paa de helliges sprog. . .
Men Magnus Torell var fjernt borte fra dem. Giften æste i hans blod og pilens spids sat ved hans hjerterøtter. Der laa et træt, lykkelig smil om hans læber . . . og hans bristende øine søkte ut over urskogens hvælv langt, langt bort til en smilende junidag ved Fyrisaaens bredder. . .
Men da dagen gryet, sovnet Torell ind. Hans livs eventyr var fuldbyrdet. Han døde i sin ungdom; men han hadde i mange vidunderlige glimt set ind i den verden, hvor menneskets hjerter fyldes av naturens stolte enetale og urkræfternes evige mysterium. . .
Og Fjeld saa sin ven dø i sine armer uten at kunne hjælpe ham—mens dagens larmende liv fyldte skogen. . .
De flettet en baare til den døde av de tynde seige lianer, de bar liket mellem sig en anstrengende dagsmarsj helt ned til Purusflodens bred. Der fandt de en stor ekspedition kautschuksamlere, som netop var sat iland av en dampbaat fra Manaos—Amazonas hovedstad.
Den førte Torells lik nedover Purusfloden til selve det store flodsystems stamaare,—Rio-mar, havfloden, den dunkle, dype og lunefulde Amazone.
