jaguaren sniker sig mellem de lægende urter, og jordens fugtige aande blander sig med den bedøvende blomsterduft og lægger sin tyngsel over europæernes lunger.
Men nøkkelen til denne vandvei ligger ved en liten flod, som heter Cassiquiare. Den binder ved et av verdens største hydrografiske vidundere Orinoko til Amazonen. Gjennem to kanaler paa ca. 300 meters bredde gaar nu de smaa dampskibe hele aaret rundt sin stilfærdige gang mellem Sydamerikas største floder.
— — —
Paa en høide ved Cassiquiares utløp stod Fjeld og Paquai. De to mænd lignet ikke dem, som for nogen maaneder siden hadde forlatt Cuyaba. Urskogen hadde fart ilde med dem. Deres klær var i filler, deres føtter saare. Ansigtene var utmagrede, og rifter av torner vansiret pande og kinder. Paquais skulder bar endnu merker efter en jaguars klør, og hans ene haand var ophovnet efter stikket av et giftig insekt . . . De hadde forlatt dampbaaten, som hadde bragt dem hit fra Manaos, og stod nu paa Sierra Paracaimas helding og og saa ut over slettelandet.
Hvilken utsigt!
Saa langt øiet rak, saaes en vældig bølgende slette med smaaskoger, græsmarker og palme-
