øst. For der var havet,—det salte hav, hans barndoms og ungdoms ven.
Det sydet i hans blod, det suste for hans ører. Sumpfeberen laa derinde og æste i hans aarer, han følte, hvorledes malariaen kjæmpet med kininen—derinde i hans legemes verksted. Men han vilde ikke dø midt oppe i sumpen mellem de fete smaa alligatorer. Havet drog ham,—havet, hvis lunkne dønninger slikket op over Guyanas lange sandstrande.
Og han satte større fart paa. Han sprang. Det hamret i hans tindinger, og hans hjerte slog, som om det vilde sprænge sig ut av hans bryst. Av og til flimret det for hans øine. Det var, som smaa ildfunker danset forbi dem, hans øienlok blev tunge og stive, og pandehuden føltes som en hvælvet plate av koldt staal. . .
Saa skulde han altsaa ikke naa frem. Om nogen minutter var det forbi. Han vilde ramle overende og dø som et skadeskutt dyr mellem de mange hvite tandgarer i sumpens stinkende pesthuler. . .
Men hvad var det? . . Strøk der ikke en solstripe frem bak regnskyernes bly? Var det ikke, som om naturen vilde ta sig en pust efter den første glohete dampstraale? . . . . Der strøk en svak kjølig luftning mot ham . . . . han aapnet uvilkaarlig munden og trak pusten tungt . . . .
