Det var, som en svak saltsmak kildret hans febertørre tunge, og han saa som i et fremsyn sin barndoms klipper—skjærgaarden—fyret—den lange salte havlinje, som krummet sig med hvite hoppende sjøsproit om de svarte holmer. . .
Han vaklet og faldt. »Hvor godt det var at hvile. Han bøide sit hode over sin arm . . . et firben kravlet under den . . . . Saa skvat han til og reiste sig møisommelig og vaklet atter fremover. . . . . Væk fra sumpen . . . til havet . . . . havet. . .!
Den dødstrætte vandrer snublet sig frem . . hele hans vilje dirret i hans stivstirrende øine . . . og se der. . .!
Den lange sumpslette aapnet sig pludselig. Det var, som et forhæng var heist op, og derute aapnet sig som et kjæmpemæssig bakteppe det graablaa uendelige hav, favnet av en eneste sitrende sølvstripe, som skar sig gjennem himmelens blyfarve, og lekte som en dansende kvinde paa de krusede dønninger. . . .
Da fløi et lykkelig smil over vanderens ansigt. Det var havet. Xenofons hav. Shelleys hav. Den store længsel i menneskets hjerte. . .
Og mens han stod der i den vidunderlige claire obscure var det, som om hans sjæls traadløse bølger svinget gjennem rummet. . . og langt,
