pene danset omkring hverandre, og forlot kahytten.
»Rosario« var forlængst glidd ind i Passatens milde luftninger. Solen laa som et gulrødt øie i den ætherblaa luft og stirret varme fra sig. Matrosene gik halvnakne omkring og pudset messing. Og i kjølvandet boltret der sig et stort dyr med en trekantet rygfinne. Det var en hai, som gjorde turen med paa chance. Hvem visste, hvad der kunde falde av: litt raattent kjøt og alskens spiselig avfald eller i bedste tilfælde en eller anden uforsigtig velfødd matros, der dumpet i sjøen.
I øst saaes en tynd takket linje hæve sig over horisonten. Det var den arrete rand av det vældige fremtidsland under Æquator, den ytterste utpost av den store parvenu, hvis brede frodighet er blit en magt i verdenskonkurransen: Argentina.
Tolv timer efter gled »Rosario« ind i det hylende, larmende mylder paa Buenos Ayres havn. De smaa vevre toldere sprang ombord og skrek og skraalte. . . . Havnelægen snuste omkring i kahyttene og drak en utsøkt whisky og soda med kaptein Pearson, en lang yankeeagent shaked hands med styrmændene — alt var i orden. . . .
. . . Hvad ønsker De, spurte kapteinen den nye whiper, som i sine gamle klær stod foran ham.
