broen. . . . Han huket sig ned bak rækken . . . en kule fløi like over hans hode . . . Da lød der en gjennemtrængende hvislende piping fra agterdækket. Der stod en brunblank argentinsk toldvakt med svingende armer og ben og blæste i sin signalfløite, saa hans kinder stod spændte som smaa balloner. . . .
Et øieblik blev Fjeld staaende raadvild. . . . Fra et litet hus paa kaien kom der et halvt dusin toldere springende. En politibetjent saaes i det fjerne. Kapteinen og de to vaktmænd lot ikke til at ha nogen lyst til at fortsætte kampen. De oppebiede undsætningen. . . .
Døren til styrehuset var aapen. Det var tomt. Men Fjeld saa noget derinde, som gav ham en god idé: et sæt sorte oljeklær. Han tok dem ned fra knaggen, bandt en line om bundten og saa sig om efter noget tungt. Jo — der hang loggen. Han skar den av og forankret den i klæsbylten. Saa krøp han forsigtig paa maven henover dækket. Han hørte, hvorledes kreolerne brølte og skrek av iver og kamplyst, mens de strævet med at faa landgangsbroen heist ut paa skibet. Og kaptein Pearson blandet sin skurrende bas ind i det hylende kor.
Fjeld løsnet dækket over storbaaten, krøp ind under seilduken med en ende av linen, som var
