bundet rundt den menneskelignende bylt, mellem tænderne. Han trak bylten helt ut til baatens ytre kant mot floden, lukket dækkenet efter sig og ventet. . . .
Der kom de op trappen til kommandobroen litt nølende. . . . Gjennem en spræk saa han et ansigt og en revolvermunding over dækket. . . .
— Skyt ham ned, den hund, brølte kapteinen i baktroppen. . . .
Da kom de smaa kreolske toldere krypende op som apekatter, de puffet hinanden fremover, de skrek og svor… og svang sine revolvere… Og blodtørsten farvet deres øienlok. . . . Saa til helvede! . . .
Der lød et vældig plask og en mægtig sprut stod høit op i luften fra bakbords side. . . .
Tolderne fløi hen til rælingen. — Han sprang overbord, skrek kapteinen med tordenrøst. — Pas paa, naar han kommer op. . . .
Otte revolvermundinger pekte ut, hvor rømlingen var forsvunden — et halvt minut. . . . et minut. .. . .
— Han er drevet østover med strømmen, ropte politibetjenten. Vi maa ha en baat. . . .
— Dampchaluppen ligger ved toldbryggen, skrek toldernes fører.
— Hurtig, hvæste Pearson.
