Argentinerne var kobberbrune i ansigtene av bare iver. De kravlet fraborde som kakerlakker, og Pearson og hans matroser rullet efter. Kun en av tolderne blev igjen ombord for at holde utkik, om rømlingen skulde ha klamret sig fast til roret. Han likte det ikke. For her var der chance til at faa avfyrt en revolver og se en smule blod. Saa trak den skuffede argentiner sin tobak op, rullet sig en cigaret og gik med et suk agterover dampende sin blodtørst ut i tykke virginaskyer. . . .
Men Jonas Fjeld krøp ganske rolig ut av storbaaten, gik frank og fri like ind i kapteinens kahyt, forsynte sig med et par blaa bukser, en god pjekkert og et par laksko. De passet ham rigtig godt. Saa tok han et smukt skjerf om halsen, en æske revolverpatroner. . . . Det var jo ikke mere, end kapteinen skyldte ham.
Saa vandret han forut, hvor tolderen stod og fik i det samme et glimt av chaluppen, som stak ut fra land et par hundrede meter ovenfor dem.
— Har De set ham? spurte Fjeld paa engelsk.
— Forsvundet totalt senor, svarte tolderen paa noget i retning av samme sprog. Kunde kjeltringen svømme?
— Som en hai, sa Fjeld.
— Da griper de ham, før han er kommet ut
